En vingård, der bliver dyrket som vores, er levested for et væld af små og lidt større dyr. Der er masser af biller og græshopper, som er det første led i fødekæden og giver mad til mange andre dyr. Edderkopper og springfrøer tager mange insekter. Vores landsvaler flyver frem og tilbage mellem vinmarken og vognporten uafbrudt med mad til ungerne. Mange forskellige fugle holder af at sidde på espalieret, og hver sensommer sidder fugleungerne på trådene og venter på at blive fodret.

Men også de højere led i fødekæden skal tilgodeses. Vores husmår tager mus og fugle, spurvehøgen tager småfugle, og ræven fanger mus. Vi er glade for rovdyr og rovfugle, fordi de hører til i den store sammenhæng. Det går ikke ud over den samlede bestand af småfugle, fordi der er balance mellem antallet af rovdyr og byttedyr: Hvis antallet af småfugle bliver mindre, bliver der også færre af de dyr, der lever af dem.

Mange rådyrstier krydser over vores jord, og dyrene er meget interesserede i vinplanterne: De æder simpelthen de nye skud, så planterne ikke sætter druer. Vi har sat dyrehegn op, og det holder så nogenlunde rådyrene ude, men det er ingen helgardering – vi finder stadig klovspor i marken. Der er mange harer i området, men de kommer tilsyneladende ikke ind i vinmarken.

Alle planterne og dyrene udgør et økosystem, som er mere robust over for skadelige påvirkninger udefra, end en monokultur ville være. Alligevel er der selvfølgelig tilfælde, hvor systemet kommer ud af balance. Vi griber ind så lidt som muligt, men der er selvfølgelig tilfælde, hvor vi føler os nødsaget til at gøre noget – som f.eks. når vi sprøjter med mælk mod meldug.