| Ugenyt
1. maj 2006
Tilbage
Nyvasket vingård
Vi har vasket vores vinstokke med brun sæbe for at forebygge svampesygdomme. Det er ikke noget, vi plejer, men efter
sidste sommers meldugangreb er vi meget motiveret for at prøve nye metoder. Det er helt enkelt: Man tager en spand med
sæbevand og en gammel opvaskebørste, og så vasker man hver enkelt plante. Man kan godt skrubbe lidt på selve stokken,
men grenene med de nye knopper skal behandles varsomt.
Indhegning
Hegnet omkring vinmarken er et helt almindeligt vildthegn, men fordi det står på en bakke, kan dyrene tage tilløb på
vej ned. Derfor har vi udbygget hegnet omkring vinmarken med afklippet fra syrenhækken, så nu skal rådyrene ikke kun
springe højt, men også bredt for at komme over.
Der er stort behov for indhegning, for selv på en ganske kort tur i vores "egen" skov møder vi op til 30 rådyr. På
denne tid af året støder råerne etårslammene fra sig for at få plads til de nye lam. De unge dyr, som nu er på egen
hånd, har ikke lært at skjule sig så godt, og derfor ser vi særlig mange rådyr netop nu – men det er altså lidt
overvældende at tænke på, hvor mange vinplanter de kan sætte til livs!
Reorganisering af vinmarken
Madeleine Angevine og KW-87 er gravet op, og snart kommer turen til Ortega, Kerner og Zalas Perle. Vi har lavet en
plan for vinmarkens fremtidige organisering, som indebærer, at en hel del planter skal flyttes for at opretholde en
"rød" og en "hvid" afdeling. Hvis vi ser stort på det med sammenblanding af grønne og blå sorter, slipper vi for en
del omplantning, og planterne vil også hellere blive, hvor de er, men til gengæld ser det ikke helt så pænt ud. Vi
har ikke helt besluttet, hvad vi gør. Jo flere planter vi flytter, jo mindre bliver årgang 2006. Men som året tegner
indtil videre, gør det måske heller ikke så meget!
Den sidste rødvin fra den første årgang
Vi har drukket den allersidste flaske rødvin fra forsøgsårgangen 2003. Den bestod af 80% Regent, 10% Frühburgunder og
10% Leon Millot. Dengang havde vi nemlig ikke lært at sætte net op i tide, så fuglene åd vores Rondo-høst.
Årgang 2003 indeholdt i lighed med 2004 en del syre, og vinen var bestemt ikke træt. Vi kunne selvfølgelig have
prioriteret at gemme vores allerførste årgang, men det ville også være ærgerligt at åbne vinen om et par år og finde
ud af, at den var gået over. Nu er der næsten rent bord – vi har kun et par flasker hvid 2003 tilbage.
|