Forside
Stedet
Vinmarken
Vinen
Naturen
Omgivelserne
Aktuelt
Ugenyt

1. september 2006                                                                                                            Tilbage

Åben vingård lørdag den 9. september
Lørdag den 9. september kl. 13-16 er der åben vingård på Søbanke, hvor vi vil vise rundt og fortælle om det at dyrke (økologisk) vin i Danmark. Alle er velkomne! Læs pressemeddelelsen om Åben vingård, hvor der også er en kørevejledning.

Succes for REX på Dansk Vinskue
Lørdag den 25. august var der Dansk Vinskue i Tivoli. Søbanke deltog med 3 rødvine, som fik meget forskellige bedømmelser.

Bedst bedømt blev REX (100% Regent), som fik 12,25 points ud af 20 mulige og dermed kom i kategorien "Godkendt med ros". Bare et kvart point mere ville have givet en bronzemedalje… men vi er nu også godt tilfredse med en placering øverst i "Ros". Der er tale om en vin, der er blevet dyrket uden sprøjtning med svovl, uden chaptalisering - og uden fadlagring, som ellers kan se ud til at være vejen til de høje pointtal. REX er bare sig selv: Håndplukket, håndsorteret, håndafstilket, fodtrampet, ikke tilsat andet end gær og malolaktisk kultur.

CARO fik 9,75 points og landede dermed i kategorien "Godkendt". Her ville et kvart point mere have givet en godkendelse med ros. Vi undrer os lidt over, at CARO blev bedømt lavere end CARL fra 2004, som også er en Rondo-baseret vin. Vi vurderer CARO som en bedre vin, men måske har CARL en højere intensitet – og måske er det ikke helt retfærdigt at sammenligne to så forskellige år, fordi bedømmelserne alligevel har noget at gøre med det samlede felt. 2005-årgangen er bedre end 2004, og det kan nok ikke helt undgås, at niveauet bliver lagt højere.

FRODO, som vi selv havde vurderet som den bedste af de tre vine, skuffede lidt med en bedømmelse på 9,25 points. Men stadig ligger den i den bedre del af kategorien "Godkendt".

Når nu REX blev bedømt så godt, er vi næsten kede af, at vi ikke indsendte REX MINOR, hvor en del af Regent-druerne blev tørret, inden vinifikationen blev sat i gang. Men produktionen af REX MINOR var så begrænset, at vi knap ville kunne fylde de fire halvliterflasker, som er mindstekravet til vinskuet!

Som nævnt i sidste nyhedsbrev deltog vi også med hvidvinen UNGE STOKKE, som kun fik 5 points og dermed ikke blev godkendt. I modsætning til sidste år er det offentliggjort, hvilke vine der dumpede, og hvilken karakter de fik. Vi går selv ind for en åben politik, hvilket jo også er grunden til, at vi har vores hjemmeside. Men for en kommerciel avler kan det ikke være sjovt at få udbasuneret, at man har indsendt en vin, som ikke bestod.

Til trods for, at vinskuet foregik i Tivoli, har der været en eklatant mangel på presseomtale forud for arrangementet, og foreningen havde heller ikke udsendt en pressemeddelelse. Her er plads til forbedring!

Mere om vinskuet på www.vinavl.dk.