Forside
Stedet
Vinmarken
Vinen
Naturen
Omgivelserne
Aktuelt
Ugenyt

5. marts 2007                                                                                                                   Tilbage

Der har været en utilsigtet pause i Ugenyt siden nytår, men nu vil vi forsøge at komme på regelmæssig udgivelseskurs igen.

Omstikning af rødvin
Vi har foretaget omstikning af årets rødvin. Den 28. december gjaldt det CARL og de to slags REX. CARL (Castel-Rondo-Leon Millot), som i årgang 2006 indeholder væsentligt mere Leon Millot end i 2004, bekræftede desværre vores dårlige indtryk af denne druesort.

De to slags REX (begge 100% Regent) adskiller sig kun fra hinanden ved at være lavet på vinstokke af forskellig alder. Den ene er fra 2001-planterne, mens den anden er lavet på de unge stokke fra 2004. Bemærkelsesværdigt er, at sukkerindholdet er næsten det samme (94 og 95 grader Oechsle), mens syreindholdet er meget højere i de unge (10 g pr. liter mod 7,5 g i de gamle). Vi er nok ikke helt enige om, hvilken REX der er den bedste.

Den 30. december var der ægte vinifera-druer i tanken, og de smager altså bare bedre! Acolon-vinen er den mest tilgængelige på nuværende tidspunkt, men den er også lavet på meget modne druer (96 grader Oechsle). FRED (Frühburgunder-Regent-Dornfelder) indeholder væsentligt mere syre takket være Dornfelder, som havde 10 g syre pr. liter, og den er stadig ung og rå. Frühburgunder-næsen lader desværre til at være "spist" af Regent og Dornfelder, men FRED har alligevel en behagelig bouquet. Og vi håber fortsat på engang at få nok Früh- og Spätburgunder til at lave en ren Pinot-vin.

Besøg i Lyon
Her om vinteren har man tid til at rejse, og i januar var vi 5 dage i Lyon, som er vores franske yndlingsby. Lyon er ikke så spektakulær som mange andre franske byer, men den er en køn og afslappet storby med meget få turister, et behageligt klima og en venlig befolkning. Fodboldfans vil vide, at Olympique Lyonnais ligger som en suveræn nr. 1 i den franske liga og er med i Champions’ League.

Vigtigst af alt: Lyon er Frankrigs gastronomiske hovedstad med flere restauranter, end man kan nå at besøge i løbet af et liv! Men man kan jo forsøge, og som så ofte før gjorde vi den erfaring, at det er ganske nemt at vænne sig til at spise ude to gange om dagen. Det eneste "men" ved Lyons restauranter er, at man skal lære de franske ord for de forskellige slags indmad, for her trives det oprindelige franske køkken, hvor alt bliver brugt, og intet går til spilde. Vi kan sagtens spise hjerte, lever og brisler – men lammehjerne og kallun må siges at være for kendere.

I begyndelsen drak vi naturligvis den lokale Rhone-vin, men efter nogle dage måtte der Bourgogne på bordet. Der var ikke noget i vejen med St. Joseph osv. – men Rhone-vinene har ikke den elegance, som kendetegner god Bourgogne.