Forside
Stedet
Vinmarken
Vinen
Naturen
Omgivelserne
Aktuelt
Ugenyt

12. april 2006                                                                                                               Tilbage

Alle vinstokkene er skåret ned, og nu skal vi bare fjerne de planter, der skal erstattes. Beslutningen er truffet, og vi vakler ikke - men vi kikker da lidt sentimentalt på Zalas Perles tykke stammer. Nu var det lige begyndt at ligne en rigtig vingård, og så begynder vi delvis forfra!

"Bibel" for sortsfreaken
På generalforsamlingen i Foreningen af Danske Vinavlere deltog også en repræsentant for internetboghandelen Plantarum, som fører danske og udenlandske bøger om have og landskab, og vi købte "Taschenbuch der Rebsorten", som længe har stået på ønskesedlen. Bogen gennemgår så godt som alle de druesorter, der er godkendt i Tyskland, og nye sorter, som kun er på forsøgsplan. Den fortæller udførligt om de forskellige sorters vækst, deres krav til omgivelserne og jordbunden, egnede grundstammer, høsttidspunkt, druernes sukker- og syreindhold, vinens smag og meget mere.

Søbanke er ved at rydde ud i hvidvinssortimentet, men måske skulle man alligevel prøve en Helios? Helios har Merzling som den ene forældresort, men skulle have mere bouquet. Eller hvad med en Bronner for at udfordre os selv (den modner nemlig senere end Spätburgunder)?

Interessen for rødvinsdruer er stor, og der er mange nye sorter. Tyskerne er vokset fra den traditionelle lyse, sødlige rødvin og vil have kraftige, fadlagrede vine. Til gengæld er de næsten gået i den modsatte grøft – det er ikke al vin, der kan tåle udstrakt brug af ny eg.

Vi ville gerne afprøve hele rækken af Cabernet-krydsninger, men forsøger at slå koldt vand i blodet og holde os til dem, der modner tidligst. Desuden er vi opmærksomme på sorternes modtagelighed for vinskimmel, fordi vinskimmel helt kan ødelægge en høst i løbet af ganske få dage. På FDV’s generalforsamling diskuterede man varslingssystemer for vinskimmel – men hvis man som økologisk avler alligevel ikke kan eller vil sprøjte med bekæmpelsesmidler, må man jo satse på det forebyggende.

Plantarum har også mange andre interessante bøger for fritidsgartneren. Læs mere på www.plantarum.dk - og nej, vi får ikke procenter!

Engelsk vin
England blev vinland (igen – det var det nemlig også under romerne) før Danmark, og England har været igennem den udvikling, som kun er ved at begynde her, med mange små kommercielle avlere. Ifølge "Vinavl i Danmark" har mange engelske vinavlere måttet sande, at det ikke er så ligetil at få vinavl i koldklima til at give overskud. Vi ønsker det bedste for de kommercielle danske vingårde, men man skal nok ikke regne med, at der bliver mange jobs i dansk vinproduktion. Og slet ikke, hvis man med "job" mener noget, der giver en almindelig dansk timeløn.

Men bortset fra det kommercielle aspekt er det jo sjovt, at der kan dyrkes vin i England, der for en dansker står som landet, hvor det altid regner. Der produceres overvejende hvidvin og mousserende vin, og den mousserende skulle endda være rigtig god. Den har vi ikke haft lejlighed til at prøve, men vi fandt tilfældigt en engelsk hvidvin hos en af de lokale vinhandlere, og det kunne vi ikke stå for.

Vinen var en Huxelrebe fra Chapel Downs, den største engelske producent. Den smagte interessant, men mindede lidt vel rigeligt om vores egen produktion. Det er naturligvis meget bekræftende, men det viser også, kvaliteten af den engelske vin måske lader noget tilbage at ønske – vores ambitioner med Søbanke går i alt fald videre end dette.