Forside
Stedet
Vinmarken
Vinen
Naturen
Omgivelserne
Aktuelt
Ugenyt

12. maj 2007                                                                                                                    Tilbage

Alle vinplanter sprunget ud inden 1. maj
For første gang i Søbankes historie er samtlige vinplanter sprunget ud inden 1. maj. Her er den samlede oversigt:

St. Laurent 2006
Zweigelt 2006

Monarch 2006

Bolero 2006
Reberger 2005

Johanniter 2006
Prior 2006

Solaris

Cabernet Cortis 2006
Castel

Acolon
Cabernet Carol
Reberger 2006
Rondo

Cabernet Dorsa
Johanniter 2004
Merzling 2005
Nero
Spätburgunder

Dornfelder
Frühburgunder
Sagrantino

Leon Millot
Regent (2001/2004)

Merzling
Phoenix

19. april
19. april

20. april

21. april
21. april

22. april
22. april

23. april

24. april
24. april

25. april
25. april
25. april
25. april

26. april
26. april
26. april
26. april
26. april

27. april
27. april
27. april

28. april
28. april

29. april
29. april

 
Bemærkelsesværdigt er, at hvidvinssorterne Merzling og Phoenix springer sidst ud. Det svarer også til, at de har nogle af de laveste Oechsletal på Søbanke. Det har været perfekt udspringsvejr, og man kan se planterne vokse dag for dag – men nu vil vi gerne have noget regn.

Nulretur
Nu hvor knopperne brister, er det tid til at fjerne overflødige skud. Hvis druerne skal modne tilfredsstillende, skal der ikke være for mange af dem, og de skal sidde, så solen kan komme ind til dem. Derfor fjerner vi en del skud – typisk de nedadvendte knopper. Som regel kan de unge skud sagtens bøjes om, så de kommer til at vokse opad, men de kommer til at slå et ekstra knæk, hvilket gør løvvæggen tykkere. Vi ønsker en smal løvvæg med skud, der vokser lige op fra den vandrette gren.

De overflødige skud fjernes ganske nemt med fingrene. Senere på sæsonen skal der bruges saks, men lige nu er det tilstrækkeligt at "nulre".

Vi fjerner også overflødige skud fra stammen og stokkens rod. Vi er jævnligt ude for, at der kommer vildskud fra grundstammen (også fordi vores velsignede muldvarpe har det med at hyppe jord op om planterne), og det gælder om at få dem fjernet med det samme. Man skal ikke være paranoid, men grundstammerne kan være værter for den vingede form af vinrodlusen, og der er ingen grund til at løbe nogen risiko.

Det er vigtigt at styre antallet af skud fra de små vinplanter fra sidste år. De mindste planter skal koncentrere sig om at danne stamme, så her skal kun 1-2 skud bevares. De lidt større planter kan få lov til at bære fire skud, som skal danne basis for de kommende års høst (og måske en enkelt klase i år – man er jo utålmodig), men ikke mere.

Første sprøjtning
Vi har sprøjtet for første gang i år med en dobbelt minimælkdosis, hvilket vil sige 1 liter minimælk til 4 liter vand. Det er dejligt hurtigt at sprøjte på denne tid af året, hvor bladvæksten er så beskeden. Undervejs bredte der sig en liflig ren duft i vinmarken, for det har nærmest ikke regnet, siden vi skurede stokkene med sæbe, og når planterne bliver våde, frigives sæbeduften.

Eksotisk gårdsplads
Vi danskere elsker jo at bilde os ind, at Danmark er blevet subtropisk, og at den danske sommer består af en lang række af lune sommeraftener. Salget af udekøkkener viser vores evne til at abstrahere fra virkeligheden… men lige nu ligner vores gårdsplads drømmen om middelhavsklimaet. Figentræet og citrontræet står med store frugter. Abrikostræet er afblomstret, og nu venter vi spændt på, hvor mange abrikoser der bliver i år. Vi nægter at bestøve blomsterne med en mårhårsbørste – med vores økologiske stil må der være en eller anden form for insekter, der kan udføre den slags arbejde for os! I sandhedens interesse må vi hellere fortælle, at citron, nerie, laurbær og oliven overvintrer i kostalden – helt frostfrit er der trods alt ikke på Søbanke.