| Ugenyt
15. juni 2006
Tilbage
Vin i vækst
Merzling og Regent har taget revanche siden sidste nyhedsbrev og er snart lige så langt fremme som Rondo og
Frühburgunder. Regent ser ud til at få nogle enorme blomsterklaser, så der bliver noget at øve sig på. Der er også
gang i Acolon. Dornfelder halter noget bagefter, men er til gengæld meget dekorativ med de røde blade.
Cabernet Dorsa, som er plantet i 2005, fornægter ikke sin Dornfelder-afstamning og står med kraftige skud og store
blade, mens Spätburgunder, også fra 2005, er anderledes spinkel. Tilvækst er ikke alt, for det er jo druerne, det
handler om, men det er svært ikke at lade sig betage af smukke, kraftige skud.
De senest plantede Frühburgunder fra 2004 begynder at ligne noget, og hvis bare vi kan holde melduggen nede (og hvis
alt det andet, der kan gå galt, ikke indtræffer), tegner det til en fin burgunderhøst.
Lovende nyplantninger
Vi har fået de nye vinplanter dejligt tidligt i år, og den kølige forsommer har givet barrodsplanterne fine vilkår for
etablering. Alle vores nyplantninger skyder lystigt, og en af de små Cabernet Carol har sat blomsterknop på det
allerførste skud fra podekvisten. Naturligvis skal den ikke have lov at sætte druer – men man må da sige, at det er en
plante, der vil noget!
Træt 2004
Vi har smagt en Merzling/KW 87-1 fra 2004. Selvom det er Merzling, der er mest af, er det KW 87-1, der dominerer, og
det giver rent ud sagt ikke noget godt resultat. Godt, at vi har fjernet den canadiske sort.
I øvrigt kan vi godt rydde hylderne for den sidste 2004-hvidvin, for det ser ud til, at de fra nu af kun giver
skuffelser. Den, der gemmer til natten… Men det gælder nu det meste af den vin, der produceres i dag. Traditionen med
en vinkælder, der gik i arv til søn og sønnesøn, har stort set overlevet sig selv. Moderne vin er – med ganske få
undtagelser - beregnet til at blive drukket ung.
Perle i Perle
Når/hvis vinen smager lidt træt, må man finde alternative anvendelsesmuligheder. Her er en opskrift på Perle i Perle
eller:
Perlehøne marineret i Zalas Perle
2 perlehønebryster
Zalas Perle eller anden aromatisk hvidvin
Friske krydderurter fra haven
Perlehønebrysterne marineres i Zalas Perle i x timer og steges i ovn, til de er møre og let gyldne. Serveres med en
aromatisk hvidvin, gerne en Zalas Perle af en yngre årgang end marinadevinen. Hvis man insisterer på at drikke rødvin
til alt, hvad der ikke er fisk – og sådan er der jo mange danskere, der har det – kan en ikke for tung rødvin også
bruges. Det kan f.eks. være en Pinot Noir fra Australien eller New Zealand… eller egen avl, hvilket for vores
vedkommende varer lidt endnu.
|