| Ugenyt
18. juni 2006
Tilbage

Fortryllende forsommer
Lige nu er her bare så smukt, at det gør ondt: Vores bornholmske røn har blomstret som aldrig før. De lyslilla
syrenhække er ved at blive afløst af hvidtjørn. Og om lidt kommer hylden…
Ved indgangen til vingården står en særlig sort af hyld, som har store, tidlige bær og bliver flittigt beundret af
besøgende. Takket være vores mange fugle skyder der også vilde hyld op overalt på grunden. De er ikke så flotte som
den dyrkede, men har smagen med sig: Da vi lavede samsmagning af hyldebærsaft, var det saften på vilde bær, der vandt.
I år skal vi huske at få lavet hyldeblomstdrik, som er suveræn i kombination med Søbanke-hvidvin. Den søde og lidt
fade smag fra hyldeblomsterne bliver afbalanceret af vinens friske syre.
Verdenspremiere på dansk Johanniter
Lørdag den 10. juni var der møde og vinskue i erfagruppen for Svendborg og Nyborg. Vinskuet fungerer som en slags
generalprøve i forhold til Dansk Vinskue i august.
Vi deltog med to vine: En rød (CARO) og en hvid, som vi troede var MERZ (ren Merzling), men som senere viste sig at
være UNGE STOKKE (Johanniter-Merzling-Solaris)! Alle vores beholdere er omhyggeligt skiltet, men i skyndingen ved
aftapningen havde vi kun set, at der stod Merzling. Det bliver vinen jo ikke anderledes af, men vi er kede af, at
verdenspremieren på dansk Johanniter-vin ikke blev annonceret! Vinen blev i øvrigt pænt bedømt.
I skuet deltog 7 rødvine, som alle var mere eller mindre baseret på Rondo, og vinene var da også meget ens i smagen.
Kvaliteten var udmærket, og bedømmelserne lå tæt. CARO fik en delt førsteplads sammen med en Rondo-Leon Millot fra
PH-vin, så vi var godt tilfredse. Men ungt og råt er det nu at smage vinen så tidligt!
Vores Regent-baserede rødvin REX deltog uden for konkurrence, fordi den var tappet på en letgenkendelig flaske, som
ikke kunne indgå i en blindsmagning. Den fik pæne kommentarer.
Drivhusvinen blomstrer
Den gamle drivhusvin, som vi gætter på er en Schyler, er begyndt at blomstre. Det er naturligvis før frilandsvinen,
men – 7,9,13 - ikke meget før. Også her er der sat mange blomster af i år. V skal huske at begrænse udbyttet, for det
kan smages – også på spisedruer!
|