| Ugenyt
20. april 2006
Tilbage
Op/nedbinding
Man taler ganske vist om opbindingssystemer, men i Guyot-systemet bliver vinen faktisk bundet ned, fordi man bøjer de
nye bærende grene fra lodret til vandret stilling. Det er et større arbejde, end det lyder til, fordi grenene skal
bøjes forsigtigt for ikke at knække. Især Leon Millot er slem, men også de kraftigtvoksende Dornfelder og Acolon har
tykke, stive grene.
Man kan godt binde vinen ned samtidig med vinterklipningen, men det føles logisk at gøre det i to arbejdsgange.
Klippearbejdet går hurtigt, når man først har fået systemet ind i kroppen, mens nedbindingen kræver føling og tålmod.
Det er en fordel at være to om arbejdet, så den ene kan bøje, og den anden kan binde. Et eksempel på, at en vingård
bør være et fælles projekt for hele familien!
Smagning af hvidvin fra 2005
Her i påsken har vi stukket tre af vores 2005-hvidvine om og haft lejlighed til samsmagning.
MAZOK har stadig en behagelig, men ikke så markant næse og en god, men ikke så karakteristisk smag. Vinen har en god
balance mellem sukker og syre, og den virker allerede nu færdigudviklet. Den tegner bedst af vores 2005-hvidvine.
PHIX smager desværre iltet, og sukkerindholdet er også lige lavt nok (76 grader Oechsle svarende til 10% alkohol). Nu
håber vi på en varm sommer i 2006, så Oechsletallet kommer højere op, og muskatsmagen bliver mere fremtrædende. Nogle
siger, at Phoenix ikke modner ordentligt på friland i Danmark, men det kan vi ikke lade sidde på os her på
Sydlangeland!
SYVOGFIRS er blevet mere blød, end da vi smagte den i januar, men den adskiller sig klart fra Søbankes øvrige
hvidvine, både hvad angår farve og smag. Hvis vi boede i Toscana og lavede olivenolie, ville vi være stolte af farven
– men hvis det skal forestille hvidvin, er den alt for grøn. Smagen er præget af den canadiske herkomst. Den smager
frugtagtigt, men ikke som vin. Vi får mindelser om den pastinakvin, vi lavede for at øve os!
Læs mere under Grønne druer og Produktion.
Gris i MAZOK
Der blev en 50 cl flaske MAZOK til overs ved smagningen. En lille sjat blev hældt i vores gryderet med svinekød og
urter, og resten blev drukket til maden. Til netop denne ret passer hvidvin meget bedre end rødvin.
Vi kunne endnu en gang konstatere, at hjemmelavet vin "holder" længere end købt. Hvis det havde været en købevin,
havde der været for lidt. En del af det skyldes det højere syreindhold, som gør, at vinen ikke er så letdrikkelig,
men vi synes også, at især vores rødvine har en koncentration, som selv de dyre købevine mangler. Hermed vil vi
naturligvis ikke sige, at en Søbanke-rødvin er bedre end en dyr købevin. Men mange rødvine smager "vandede" efter
vores egne!
|