Forside
Stedet
Vinmarken
Vinen
Naturen
Omgivelserne
Aktuelt
Ugenyt

23. januar 2006                                                                                                           Tilbage

Ugebrevet holdt pause i sidste uge grundet travlhed.

Omstikning af rødvin
Rødvinen har stået meget varmere end hvidvinen, og bortset fra LILLE REX, som er lavet på tørrede druer og først blev sat i gang i december, er rødvinen færdiggæret og har gennemgået malolaktisk gæring. Nu skal den stikkes om et par gange – og ellers bare lagre. Vi foretog den første omstikning i går og udnyttede lejligheden til at smage på vinene. Her er smagenotaterne:

FRODO
(Rondo-Dornfelder-Frühburgunder) tegner meget lovende – den smager simpelthen bare godt! Næsen er god, måske med et strejf af hindbær. Smagen er behagelig og overraskende tilgængelig i forhold til vinens unge alder. Det er godt, vi ikke har reduceret syreindholdet, for så ville vinen blive næsten flad. FRODO viser, at Rondo vinder ved blanding med ædlere druer – og vi kan undre os over, at der tilsyneladende ikke er flere, der tænker i samme retning.

CARO
(Rondo-Castel-Acolon) smager som de unge fadprøver, man kan blive præsenteret for på vingårde i udlandet – ikke nødvendigvis dårligt, men ufærdigt. Næsen er OK, men ikke ædel som FRODO, og smagen viser også væsentlig mere syre. Rondo-smagen trænger igennem, og det er svært at afgøre bidraget fra Castel og Acolon. Måske ville vi kunne smage forskel, hvis vi sammenlignede CARO med en ren Rondo-vin.

REX
(100% Regent) er mere streng end FRODO og CARO, og den vil nok være et stykke tid endnu om at åbne sig. Den har en svag, men behagelig næse. Smagen er mindre skrap end CARO og måske mindre præget af syre.

Udover de navngivne vine har vi lavet en pressevin, der består af det sidste udtræk fra pressen. Den er sammensat af ca. 2/3 CARO, 1/6 REX og 1/6 MILLO. Pressevinen indeholder flere tanniner end den almindelige vin, og svarende hertil har den en mere streng smag end de øvrige smagte, men den har en god duft. Ved omstikningen blev den iblandet mere CARO for at fylde beholderen op.

For hver omstikning er der lidt svind, fordi bundfaldet bliver sorteret fra, og portionerne er ganske beskedne: 5 liter FRODO, 23 liter CARO, 24 liter REX og 5 liter pressevin. Hertil kommer ca. 15 liter MILLO, som vi ikke nåede i denne omgang.

Efter omstikningen er vinene anbragt køligt, mens vi venter på den videre udvikling. Læs mere om rødvin under Fremstilling af rødvin, Malolaktisk gæring og Produktion.

Det er ikke vin - men næsten
I 2004 foretog vi et eksperiment med at gære hyldesaft på kvaset fra CARL. "Vinen" er prøvesmagt et par gange siden, senest her i januar. Resultatet er godt – næsten for godt! Vi tror faktisk, vinen ville kunne præsenteres som en lidt let Rondo, uden at det ville vække opsigt. Blandt fremstillere af frugtvin regnes hyldevin højt, men man hører også altid, at den skal lagre. Dette er vores "hyld ripasso" et bevis på. Vi vil aldrig servere vores hyldevin som en druevin, men det er da lidt spændende, at kvaset kan gøre så meget.