| Ugenyt
25. november 2007
Tilbage
Høst 2007
Året begyndte helt fantastisk, det så forfærdeligt ud en overgang – og det endte hæderligt for rødvinsdruernes
vedkommende, især hvad angår de klassiske druer Rondo, Regent, Leon Millot og Castel. Derimod havde Acolon et
Oechsletal på 76 – det er 20 grader mindre end sidste år – og Dornfelder på 72 Oechsle er heller ikke
tilfredsstillende.
Hvidvinsdruerne blev aldrig ordentligt modne. Vi har høstet dem, vi vinificerer dem, og vi tilsætter ikke sukker,
fordi vi nu en gang har vores principper – men vi forventer os ikke noget.
Mængdemæssigt taler vi om to tredjedele af høsten i 2005 og 2006, først og fremmest fordi de enkelte druer var meget
små i år. Det forekommer helt ulogisk i forhold til det fugtige efterår, men regnen må være kommet så sent, at druerne
havde afsluttet deres vækst.
Et lyspunkt er, at druerne er sundere end normalt – sikkert fordi det kølige efterårsvejr ikke alene begrænsede
druernes modning, men også hæmmede svampesygdommenes udvikling.
Høstoversigt
Vores udstyr til syremåling viste sig at være forældet eller virkede i alt fald ikke, så der er ingen syremålinger for
2007.
7. oktober:
- 5,8 kg Frühburgunder med 78 Oechsle
- 1,4 kg Rondo med 86 Oechsle
- 0,2 kg Cabernet Dorsa med 85 Oechsle
8. oktober:
- 0,8 kg Leon Millot med 82 Oechsle
9. oktober:
- 19,7 kg Rondo med 88 Oechsle
10. oktober:
- 23 kg Regent (2001) med 84 Oechsle
11. oktober:
- 16,5 kg Regent (2004) med 83 Oechsle
12. oktober:
- 16,2 kg Phoenix med 66 Oechsle
- 4,7 kg Johanniter med 80 Oechsle
- 1,7 kg Castel med 105 Oechsle
- 1,0 kg Solaris med 102 Oechsle
13. oktober:
- 15,4 kg Merzling (2001) med 75 Oechsle
- 3,2 kg Merzling (2004) med 74 Oechsle
- 2,3 kg Acolon (2003) med 64 Oechsle
- 0,6 kg Cabernet Cortis med 92 Oechsle
- 0,4 kg Cabernet Carol med 100 Oechsle
- 0,3 kg Bolero med 90 Oechsle
- 0,2 kg Reberger med 92 Oechsle
- 0,2 kg Prior med 85 Oechsle
- 0,02 kg Monarch med 82 Oechsle
14. oktober:
- 17,6 kg Acolon med 76 Oechsle
20. oktober:
- 21,6 kg Leon Millot med 90 Oechsle
21. oktober:
- 2,8 kg Dornfelder med 72 Oechsle
- 0,4 kg Spätburgunder med 64 Oechsle
De nye sorter
Med de små mængder af eksperimentaldruer kan vi ikke vinificere dem særskilt, så man kan bedømme de enkelte sorters
vinkvalitet. Men vi har smagt på de modnende druer, og her stod Cabernet Cortis for årets smagsoplevelse med en klar
Cabernet Sauvignon-karakter. Hvis bare lidt af druesmagen går igen i vinen, bliver Cortis et stort hit i Danmark.
Foruden ovennævnte sorter var der lidt druer på Zweigelt, men dem tog fuglene sig af, og der var et par klaser på St.
Laurent, som blev både meldug- og fugleramt. Fuglene gjorde også kraftigt indhug i de grønne druer, som ellers plejer
at kunne være i fred. Næste år skal der net på samtlige rækker, og så forventer vi at kunne gøre erfaringer med
Zweigelt og St. Laurent.
Søbanke på musik- og kulturdage i Bagenkop
Traditionen tro deltog Søbanke i musik- og kulturdagene i Bagenkop i begyndelsen af november. Lige så traditionen tro
var der stort fiskebord lørdag aften, denne gang udvidet med stegte saltsild, som er en rigtig specialitet. Vi må
konstatere, at hvis Søbanke-vinen skal passe til den lokale madkultur, skal vi blive bedre til at lave hvidvin! Men
til saltsild er og bliver øl det bedste.
Vi præsenterede et par af rødvinene fra 2006 og kunne lige som på vinskuet konstatere, at selvom CARL ikke scorede
højt hos dommerne, er det den, de besøgende foretrækker.
|