| Ugenyt
28. oktober 2006
Tilbage
Afstresset høst
Hvor 2005-høsten var en fordobling i forhold til 2004, er høsten 2006 på niveau med sidste år (260 kg), men med mange
flere blå druer.
Vi høster én sort ad gangen og fordeler høsten over mange dage, og det gør høsttiden til en arbejdsom, men rolig og
ustresset periode. Vi kan godt mærke, at vi har prøvet det før, og der er færre nerver på. Men derfor er det jo
alligevel spændende, hvordan det falder ud. Her er de sidste høstresultater:
14. oktober
• 23,7 kg Rondo med 90 Oechsle og 7,5 g syre/liter
• 4,8 kg Castel med 105 Oechsle – syre ikke målt
15. oktober
• 52,6 kg Leon Millot med 91 Oechsle og 8 g syre/liter
16. oktober
• 52,6 kg Regent (stokke fra 2001) med 94 Oechsle og 7,5 g syre/liter
17. oktober
• 20,0 kg Regent (stokke fra 2004) med 95 Oechsle og 10 g syre/liter
• 5,3 kg Dornfelder med 86 Oechsle og 10 g syre/liter
• 0,2 kg Spätburgunder med 82 Oechsle – syre ikke målt
• 0,1 kg Cabernet Dorsa med 79 Oechsle – syre ikke målt
Resultater fra første del af høsten findes i Ugenyt 14. oktober.
Rekordhøje sukkertal
Vi har endnu en gang slået Søbankes egne sukkerrekorder, og syren er rekordlav. Til gengæld kunne vi godt ønske os
lidt sundere druer, f.eks. er Rondo-udbyttet meget lavt på grund af hvepse og meldug. Retfærdigvis må siges, at Rondo
kun har været mælkesprøjtet en enkelt gang i sæsonen. Sidste år var den så sund, at vi har taget lidt let på det i år
– og det hævner sig åbenbart.
Vi hører fra Tyskland, at Regent højst må få 90 grader Oechsle, fordi den viser hybridnoter, hvis den kommer højere op.
I år får vi lejlighed til at finde ud af, om det også gælder i Danmark. Ellers er det et problem, der er nemt at løse
ved simpelthen at høste druerne lidt før.
Ægte vinifera
Udover de fornuftige Regent og Rondo eksperimenterer vi fortsat med de ægte (og sygdomsmodtagelige) viniferadruer til
rødvin. Og man bliver jo blød i knæene, når der stiger en vidunderlig duft op fra Frühburgunder/Regent-ballonen. Pinot
er og bliver hinsides enhver sammenligning. Hvis vi kunne få den bouquet til at holde frem til den færdige vin…
Desværre er erfaringen fra sidste års FRODO, at det ikke er så let.
Vi har høstet vores allerførste Spätburgunder (Pinot Noir) i form af tre små klaser. Der skulle sorteres en del fra,
men noget blev der da tilbage – i modsætning til den allerførste høst af Cabernet Dorsa, som næsten er gået til i
meldug.
Umiddelbart må vi sige, at Cabernet Dorsa ikke tegner til at blive det nye hit. Den virker ikke ligefrem sund, og
krydsningen af Cabernet Sauvignon og Dornfelder synes ikke tilstrækkelig til at give en druesort, der modner godt i
Danmark. Vi har større forventninger til Cabernet Cortis og Cabernet Carol, som begge er krydsninger af C. Sauvignon
og den ekstremt tidligt modnende Solaris.
Dornfelder har givet en flot høst i år: Store løse klaser med store tykskallede druer, som er relativt modstandsdygtige
over for meldug. Den største klase vejede 360 g, hvilket ikke er en absolut fordel, for små klaser modner bedre, men
flot ser det ud! En del af høsten skulle sorteres fra, men stadig er Dornfelder en ægte vindrue med dertil hørende
charme.
50 kg håndafstilkede Leon Millot senere
Leon Millots største ulempe er de bittesmå druer, og selvom vores Leon Millot-druer var usædvanlig store i år, var det
alligevel sin sag at afstilke høsten. Vi var glade for, at der var 50 og ikke 100 kg!
Leon Millot kan give en udmærket vin, men sorten har nogle ulemper, der opvejer fordelene. Udover de små druer har den
vist sig at være ret modtagelig for råd i klaserne, fordi druerne sidder så tæt.
Leon Millot er godkendt til kommerciel avl i Danmark, men på sigt mener vi, den bør udfases til fordel for nyere og
bedre sorter. I en kommerciel sammenhæng er det også helt håbløst med små druer og klaser, der næsten ikke kan
afstilkes på maskine.
Kort sagt: Hvis der viser sig en stærk blå druesort, står vores Leon Millot for fald.
Mere om vinifikationen følger i næste ugenyt.
|