| Ugenyt
29. marts 2007
Tilbage
Vinterseminar i Foreningen af Danske Vinavlere
Den 10. marts var der vinterseminar i Foreningen af Danske Vinavlere. Seminaret handlede om fremstilling af vin, og
det er hårdt tiltrængt, for mens der efterhånden er alle mulige kurser og vejledninger i dyrkning af vindruer, også
specielt under danske forhold, er der ikke ret meget vejledning i, hvordan man laver druerne til (god) vin.
Lars Hagerman fortalte om fremstilling af hvidvin, og det var ikke opmuntrende fra et økologisk synspunkt. Der er
mange ting, man skal gøre for at producere en god hvidvin, og det lød nærmest, som om det ville være umuligt at gøre
det helt uden tilsætningsstoffer. Efter egne erfaringer kan vi være tilbøjelige til at give ham ret – men det er da
deprimerende at tænke på, at hvidvin er så stort et "kunstprodukt"! Måske skulle man fremstille en dansk Retzina med
harpiks? Men det er jo også et tilsætningsstof.
Peter Lorenzen holdt oplæg om fremstilling af sød vin og mousserende vin. Han fortalte også om fremstilling af rødvin
efter "maceration carbonique"-metoden, som er mest kendt fra Beaujolais. Mange rynker på næsen ad Beaujolais-vin, men
hvorfor foragte en frisk, ung vin, som ikke giver sig ud for mere, end den er. Det skal jo ikke alt sammen være sort
og fadlagret.
Efter de to teknisk betonede indlæg var det en lise at høre Jens Michael Gundersen fortælle om fremstilling af rødvin.
Her handlede det ikke om tilsætningsstoffer og tekniske hjælpemidler, men om at gøre så lidt som muligt. Dette skal
ikke opfattes som kritik af d’herrer Hagerman og Lorenzen, men vores mål her på Søbanke er jo netop vinfremstilling
med et minimum af "hjælp".
Vinterbeskæring
Og så er året ellers gået i gang i vinmarken. Vi har beskåret alle hvidvinsplanterne og kunne glæde os over, at selvom
nogle af de nye planter skulle klippes meget langt tilbage, var ingen gået til.
Bemærkelsesværdigt var, at der tilsyneladende er flere svampebelægninger på de overvintrende grene af
Merzling-planterne end på Phoenix - sidste sommer var Phoenix skadet af meldug, mens Merzling stod fint! Nu må
planterne have en tur med brun sæbe inden udspring, og så har vi tænkt os at lave en kraftig forårssprøjtning – ikke
med dobbelt portion svovl som de konventionelle avlere, men med brændenældevand og/eller mælk.
Nu er vi i gang med rødvinsplanterne. Her må vi notere os, at Rondo er mere vinterskadet end Frühburgunder og
Dornfelder! Det skyldes nok, at vores Rondo-planter er meget spinkle, mens Dornfelder er en rigtig kraftkarl.
Rondo-grenene er visne i hele det yderste stykke, helt op til en halv meter, mens alle de andre planter højst har et
par visne knopper yderst. Vi tror, det mere skyldes vind end frost, for det har ikke været mange graders frost på
Søbanke i vinter.
De gamle Frühburgunder er en fornøjelse af beskære, fordi de er så flinke til at danne skud under stammehovedet, så
det er nemt at holde Guyot-systemet. De mere "uædle" sorter vil tilsyneladende hellere vokse på en anden måde – men
det får de ikke lov til, for vi mener, at Guyot-opbindingen er den rigtige til vores beliggenhed og teknik. De høje
opbindinger som Sylvoz og lignende vil flytte druerne op i den barske vind, og selvom de naturligvis også ville få
mere sol, er det vores opfattelse, at der simpelthen er for meget blæst i vores vingård til, at høj opbinding er en
god idé.
Læs mere under Beskæring.
Den ledige række…
Vi har en enkelt ledig række yderst i vinmarken. Efter vinterseminaret skal vi i alt fald ikke plante flere grønne
druer… så nu overvejer vi, hvad det kan være sjovt at prøve af.
|